Selvstændig virksomhed i EU: jobkvalitet og udviklingen inden for social beskyttelse

Covid-19-pandemien satte nyt liv i debatten om adgang til social beskyttelse for selvstændige, da den gjorde det klart, at der er mangler i den formelle og den effektive dækning samt beskyttelsens tilstrækkelighed. I 2021 var der formelle mangler i dækningen for mindst én gruppe af selvstændige inden for mindst én gren af social beskyttelse i 19 medlemslande. Mangler ses oftest inden for arbejdsløshedsunderstøttelse (16,8 millioner, dvs. over halvdelen af de omkring 28 millioner selvstændige i EU, er ikke dækket), efterfulgt af sygedagpenge (5,3 millioner er ikke dækket) og ydelser i forbindelse med arbejdsulykker og arbejdsbetingede sygdomme (4,2 millioner er ikke dækket).

Manglen på social beskyttelse var medvirkende til, at selvstændige blev økonomisk hårdere ramt end lønmodtagere under pandemien. Det til trods for hidtil usete indgreb fra regeringernes side i form af tilbud om indkomststøtte og øget adgang til social beskyttelse, også for selvstændige. Dette blev nødvendiggjort af den manglende (eller utilstrækkelige) sikring af de selvstændige gennem sikringsordninger med bidragspligt. Mange af disse initiativer var midlertidige, men de bidrog alligevel til at genoplive debatten om omfanget af social beskyttelse for selvstændige. Debatten var allerede taget til inden pandemien, hovedsageligt på grund af fremkomsten af nye former for selvstændig virksomhed, der har fælles træk med afhængig beskæftigelse, især i platformsøkonomien, og også på grund af hyppigere ændringer i status, samt at det er blevet mere almindeligt at kombinere ansættelse og selvstændig virksomhed.

De fleste selvstændige kan glæde sig over gode arbejdsforhold, autonomi og gode indtjeningsmuligheder, men den politiske debat har i stigende grad rettet fokus mod de mest sårbare, og især mod falske eller proforma-selvstændige.

Politisk kontekst

For at afhjælpe mangler i den sociale beskyttelse vedtog Rådet for Den Europæiske Union i 2019 en henstilling om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige. Europa-Kommissionens forslag fra december 2021 til et direktiv om forbedring af arbejdsvilkårene for platformsarbejde er også relevant, da det søger at præcisere platformsarbejderes beskæftigelsesstatus ved at fastlægge juridiske kriterier for sondringen mellem status som henholdsvis lønmodtager og selvstændig. Desuden blev der i 2022 vedtaget retningslinjer, der præciserer anvendelsen af EU's konkurrencelovgivning på kollektive overenskomstforhandlinger for soloselvstændige.

Væsentlige konklusioner

• Andelen af selvstændige i EU er ikke steget siden begyndelsen af det 21. århundrede, og mellem 2010 og 2022 faldt den fra 15,4 % til 13,7 %. Tilbagegangen skyldtes primært faldende selvstændig beskæftigelse blandt mænd og ubalancen mellem antallet af ældre selvstændige, der trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og antallet af nye selvstændige.
• Data fra den europæiske telefonundersøgelse af arbejdsvilkårene (EWCTS) fra 2021 viser, at 18 % af de selvstændige med ansatte og 13 % af de soloselvstændige havde mere end ét job under pandemien.
• I 2021 var 9 % af de soloselvstændige afhængige af nogle få kunder, havde ringe eller ingen autonomi med hensyn til driften af deres virksomhed og kunne derfor klassificeres som økonomisk afhængige. Sandsynligheden for at være økonomisk afhængig var mere end dobbelt så stor for kvindelige soloselvstændige end for mandlige.
• EWCTS-data bekræfter, at afhængige selvstændige i ringere grad har autonomi, med hensyn til hvordan og hvornår de udfører deres arbejde. I den henseende befinder de sig i en situation, der ligner lønmodtageres. De var den gruppe af arbejdstagere, der havde den laveste sandsynlighed for at få uddannelse på jobbet, den laveste sandsynlighed for at mene, at deres job gav gode karrieremuligheder, og den største sandsynlighed for at have et job med stort arbejdspres (job med høje krav og for få ressourcer).
• EWCTS-data viser, at økonomisk afhængige selvstændige havde dobbelt så stor sandsynlighed som lønmodtagere for at angive, at de havde svært ved at få enderne til at nå sammen. Forskellene skyldes til dels den høje andel af selvstændige i de sektorer, der var hårdest ramt af pandemien. Men de skyldes også forskelle i social beskyttelse og pandemirelaterede hjælpeforanstaltninger, selv om andelen af selvstændige, der kunne gøre brug af disse hjælpeforanstaltninger, var høj som følge af selvstændiges overrepræsentation i hårdt ramte sektorer.
• Indførelsen af indkomstsikring og udvidelsen af adgangen til social beskyttelse for selvstændige var en del af regeringernes tiltag i forbindelse med pandemien. I de fleste tilfælde var kriterierne for støtteberettigelse dog mere restriktive og støtteniveauet lavere end for lønmodtagere. Foranstaltninger i form af indkomststøtte til selvstændige blev generelt indført senere og udfaset tidligere end for lønmodtagere. Selvstændige var derfor i højere grad afhængige af personlig formue, familie og social bistand.
• Økonomisk usikkerhed bidrog til lavere livstilfredshed blandt selvstændige (og navnlig soloselvstændige) end lønmodtagere, hvilket betød, at der blev vendt op og ned på situationen fra før pandemien, jf. data fra den europæiske socialundersøgelse. Desuden blev selvstændiges mentale sundhed i højere grad forværret.
• Med hensyn til sundhed og trivsel var økonomisk afhængige selvstændige de dårligst stillede blandt alle selvstændige. De lå over gennemsnittet for mindst seks kategorier af sundhedsmæssige problemer, navnlig udmattelse og risiko for depression. Økonomisk afhængige soloselvstændige kvinder var særligt hårdt ramt.
• Selvstændige har ingen formel (obligatorisk) dækning for arbejdsløshed i 11 medlemslande, for sygdom i 5 medlemslande og for arbejdsulykker i 14 medlemslande. Den effektive dækning er lav, da mange selvstændige har en lav eller uregelmæssig indkomst og derfor ikke er berettiget til ydelser; i det omfang, de er berettiget, er ydelserne ofte utilstrækkelige på grund af lave bidrag.
• Erfaringerne fra pandemien bidrog til, at det blev sat på den politiske dagsorden at lade flere selvstændige være omfattet af sociale beskyttelsessystemer. Inden for de seneste seks år har ni lande udvidet bestemte ydelsers dækning til (en bredere gruppe af) selvstændige; yderligere seks lande planlægger sådanne tiltag.
• Adgangen til social beskyttelse er også blevet forbedret gennem ændringer af de kriterier, der anvendes til at fastslå status som selvstændig. I nogle lande opereres der nu med en tredje kategori af arbejdstagere, nemlig personer, hvis situation ligger mellem ansættelse og selvstændig virksomhed. I andre tilfælde har lovændringer og retspraksis ændret kriterierne for sondringen mellem status som lønmodtager og selvstændig, ofte i forbindelse med platformsarbejde.

Politiske anbefalinger

• Nogle selvstændige er kendetegnet ved lav og uregelmæssig indkomst og stor økonomisk usikkerhed, ofte kombineret med dårlige arbejdsvilkår og fremtidsudsigter. De har behov for et passende sikkerhedsnet til at afbøde de risici, der er forbundet med selvstændig virksomhed. Det kan kræve et stærkt og bæredygtigt system, der (til dels) er baseret på bidrag, og som anerkender selvstændig virksomheds særlige karakter.
• Grænserne mellem selvstændig virksomhed og ansættelse udviskes. Mange selvstændige, især selvstændige, der er afhængige af én eller et begrænset antal kunder, og hvis autonomi og mulighed for at fastsætte priser er begrænset, befinder sig i en situation, der minder om et ansættelsesforhold. Denne udvikling, der forstærkes af væksten i platformsarbejde, betyder, at kriterierne for fastlæggelse af beskæftigelsesstatus skal præciseres. Muligheder for at misbruge en status som selvstændig skal fjernes ved at bekæmpe falsk og proforma-selvstændig virksomhed.
• Medlemsstaterne er allerede begyndt at udvide adgangen til social beskyttelse for selvstændige. Der er dog fortsat forskelle mellem forskellige grupper af selvstændige og mellem selvstændige og lønmodtagere. Dette bør adresseres for at sikre ikke alene formel, men også effektiv og tilstrækkelig dækning, samtidig med at det skal sikres, at der ikke lægges hindringer i vejen for at etablere selvstændig virksomhed af høj kvalitet. Større gennemsigtighed og forenkling kan også gøre det mere attraktivt at etablere selvstændig virksomhed.
• Erfaringerne fra pandemien bør udnyttes til at forbedre de sociale beskyttelsessystemer og planlægge eventuelle fremtidige ekstraordinære foranstaltninger i form af indkomststøtte. Dette indbefatter vigtigheden af passende kriterier for støtteberettigelse, fjernelse af flaskehalse ved tildeling af midler, tidlig gennemførelse af støtteforanstaltninger og passende bevidstgørelse og gennemsigtighed.