På vej til voksenlivet: Unge i en post-pandemisk verden

Da covid-19-pandemien endelig sluttede, konstaterede mange unge i Europa, at de havde været tvunget til at ændre i hvert fald dele af deres fremtidsplaner for deres uddannelses- og karriereforløb, deres boligforhold og for at starte deres egen familie. Arbejdsmarkedet i Europa er fortsat robust, og gunstige økonomiske forhold har bidraget til en højere ungdomsbeskæftigelse, som ikke er set tilsvarende i de sidste 15 år. Der er dog kommet større pres på de unges planer mht. bolig og leveomkostninger, og der er fortsat bekymring med hensyn til unges mentale trivsel. Denne rapport giver et grundigt overblik over de unges liv efter pandemien og fokuserer på deres fremtidsplaner og de omstændigheder, der enten bidrager til at gøre planerne mulige eller umulige at gennemføre.

Politisk baggrund

Under pandemien var der politisk fokus på at hjælpe virksomheder med at overleve, men EU-institutionerne var også hurtige til at øge støtten til ungdomsbeskæftigelse ved at indføre den styrkede ungdomsgaranti, som udvidede aldersgrænsen for dem, der var omfattet af ordningen, fra 25 til 29 år. Fremskridtene og udfordringerne i forbindelse med gennemførelsen af ordningen er beskrevet i denne rapport, som understreger vigtigheden af fortsat at støtte den styrkede ungdomsgaranti. Dette er især nødvendigt, fordi ungdomsrelaterede beskæftigelsestiltag i nogen grad har været underrepræsenteret blandt de tiltag, der støttes af genopretnings- og resiliensfaciliteten.

Væsentlige konklusioner

• Ungdomsarbejdsløshedstallet i EU er højere end det nogensinde har været siden 2007, og procentdelen af unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET), er historisk lav. Andelen af ikke-registrerede arbejdsløse blandt unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, er desuden på det laveste registrerede niveau.
   
• Det tyder på, at jobkvaliteten er blevet bedre for de unge, med færre ufrivillige midlertidige kontrakter, en oplevelse af større jobsikkerhed og bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv end i pandemiårene.
   
• De unge er imidlertid mindre tilfredse med deres job end ældre årgange og vil gerne have mere selvbestemmelse på arbejdspladsen. Næsten halvdelen af de unge ønsker at skifte job inden et år, og andelen er højere blandt dem, der ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra, og dem med usikre kontrakter.
   
• De fleste unge er på udkig efter muligheder for uddannelse eller videreuddannelse. Erfaring fra et praktikophold er almindelig i EU, men det er blevet konstateret, at uligheder – f.eks. kønsskævheder – påvirker kvaliteten af praktikopholdet.
   
• Problemet med bolig er en af de største hindringer for, at unge kan blive uafhængige. Unge, der er økonomisk dårligt stillet, er mindre tilbøjelige til at flytte hjemmefra, hvilket igen kan lægge et økonomisk pres på husstanden. Derfor er det mest sandsynligt, at de unge, der bor hos deres forældre, har svært ved at få enderne til at nå sammen.
   
• Misforhold mellem unges ambitioner og deres konkrete planer er særligt almindelige, når det drejer sig om bolig. Stadig flere unge vil gerne købe en bolig, men er nødt til at blive i en lejebolig.  Desuden viste rapporten, at uopfyldte ønsker om at flytte hjemmefra er forbundet med en større tendens til at føle sig udelukket fra samfundet.
   
• Unge berettede om en usædvanligt lav mental trivsel under pandemien. I 2023 var de unges mentale trivsel blevet bedre. Denne forbedring var dog ikke så stor som blandt personer over 30 år. Desuden viste undersøgelsen, at et misforhold mellem ambitioner og konkrete planer om at få job er forbundet med en højere risiko for depression blandt unge.
   
• Blandt unge respondenter i hele EU ville 40 % flytte til udlandet inden for de næste tre år, hvis de kunne, og næsten en fjerdedel havde planer om at gøre det. Der er dog store forskelle landene imellem.
   
• Mange unge har planer om snart at starte deres egen familie. Over halvdelen af de under 35 år vil gerne flytte sammen med en partner inden for tre år, mens omkring en tredjedel gerne vil giftes, og en tilsvarende andel gerne vil have børn. At have en højere indkomst og være hjemmeboende er forbundet med en større sandsynlighed for at planlægge at få børn snart. Omvendt er der større sandsynlighed for, at unge LGBTQ+-personer og personer, der er i risiko for at udvikle depression, oplever et misforhold mellem at ønske og planlægge at få børn.
   
• Med hensyn til fremskridtene med den styrkede ungdomsgaranti er presset på de aktive arbejdsmarkedspolitikker mindre nu, hvor beskæftigelsesfrekvensen blandt unge er så høj, som den er, hvilket resulterer i en generel følelse af forsinkelse. Men i mange sydeuropæiske lande er der stadig høje NEET-tal og regionale forskelle, og disse lande har udtrykt bekymring over ordningens evne til at levere i de dårligst stillede regioner.
   
• I mange lande er unge mødre nu mere tilbøjelige til ikke at være i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET) end unge mænd, og familieforpligtelser er nu den største grund til at være NEET. Det er dog småt med EU-politiske tiltag, der specifikt er rettet mod unge mødre eller unge kvinder mere generelt.

Politiske anbefalinger

• Fortsat støtte til gennemførelsen af den styrkede ungdomsgaranti er afgørende, især i betragtning af, at ungdomsrelaterede politikker har lagt uforholdsmæssig stor vægt på formel uddannelse frem for integration på arbejdsmarkedet.
   
• Det kan være nødvendigt at lægge større vægt på kønsdimensionen i NEET-tallet, da unge mødre i flere lande nu er den gruppe, der med størst sandsynlighed hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse.
   
• De tidligere bestræbelser på at implementere ungdomsgarantien tog sigte på at udvide de enkelte landes muligheder for at nå ud til de unge og give bedre rammer for at matche dem med den rette tjeneste, samtidig med at der blev oprettet nye tjenester, hvor det var nødvendigt. De nuværende bestræbelser tager også sigte på at overvåge tilpasningen af tjenester til de unges behov og har en stærkere deltagelsesbaseret tilgang. Nationale og regionale strategier bør fokusere på uengagerede og sårbare unge, især i områder med lav urbanisering og dårligt stillede kvarterer, og på at stille de nødvendige ressourcer og oplysninger til rådighed for institutioner og deres partnere. Rapporten giver eksempler på god praksis fra lande som Belgien, Bulgarien, Finland og Spanien.
   
• Anstændigt arbejde skal være et fokusområde i ungdomsbeskæftigelsespolitikken. Arbejdsmarkedet er fortsat usikkert og uretfærdigt for den unge generation på grund af leve- og boligomkostningerne. Selv om der findes job, er mange af dem ikke attraktive, og de er dårligt betalte og kan ikke give de unge en anstændig tilværelse.
   
• Selv om den styrkede ungdomsgaranti primært betragtes som en økonomisk politik/beskæftigelsespolitik, er dens succes tæt knyttet til politikområderne familie, bolig og børnepasning, til foranstaltninger til bekæmpelse af kønsdiskrimination og intersektionel forskelsbehandling, og til synergier med Europa-Kommissionens strategi for mental sundhed fra 2023.