Levevilkår og livskvalitet
Levevilkår og livskvalitet er en af de seks hovedaktiviteter i Eurofounds arbejdsprogram for perioden 2021-2024. Eurofound vil fortsat kortlægge og analysere centrale aspekter vedrørende forbedring af menneskers levevilkår i Europa, herunder oplysninger om deres opfattelse af livskvalitet og samfund. Covid-19 -pandemien og den deraf følgende økonomiske krise har haft stor indvirkning på folks liv, og Eurofound vil derfor yderligere undersøge krisens konsekvenser for EU's borgere på forskellige livsstadier.
I løbet af 2021-2024 vil Eurofounds forskning give et vigtigt indblik i udfordringer og perspektiver for levevilkår og livskvalitet i EU og hvilken rolle forskellige initiativer, der har til formål at afhjælpe de sociale problemer for forskellige grupper af borgere, spiller. Særlig interessante spørgsmål er konsekvenserne for ældre og plejebehov, unge og deres sociale inklusion og sociale mobilitet samt de forskellige konsekvenser af krisen for hhv. mænd og kvinder .
Offentlige tjenester i hele EU har spillet en vigtig rolle i håndteringen af covid-19-krisen, samtidig med at de har stået over for betydelige udfordringer, og de vil blive vurderet mere detaljeret med fokus på spørgsmål som kvalitet, adgang og prisoverkommelighed. Som tidligere resultater har vist, har krisen haft uforholdsmæssige konsekvenser for visse grupper afhængigt af alder, omsorgsansvar samt balance mellem arbejdsliv og privatliv, og dette vil Eurofound analysere yderligere.
Eurofound agter i samarbejde med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) at undersøge den flerdimensionelle kønsskævhed ved at se på covid-19-krisens konsekvenser for mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelsesdeltagelse, materielle levevilkår og trivsel for at identificere forskelle og vurdere krisens indvirkning på kønsskævheder.
- Infografik: Levevilkår og livskvalitet i EU